Det kan være en svær udfordring at skulle være en stærk person udenpå, når du samtidig er ved at gå i stykker indeni. Den erfaring kan den tidligere lokomotivfører og nu førtidspensionist Lone Irene Jensen nikke genkendende til.
Af Winnie Holst-Sørensen
Lone Irene Jensen er et stærkt menneske.
Det er sådan omgivelserne ser hende, eller gerne vil se hende.
Det var i hvert fald sådan hun selv tænkte, da hun tilbage i 1995 begyndte at mærke de første symptomer på PTSD.
Af samme årsag fortalte hun ikke sine kollegaer, venner eller familie om, hvor påvirket hun i virkeligheden var af alle de hændelser, hun blev udsat for i sit daglige arbejde som lokomotivfører.
Hun startede i sit job, som lokomotivfører tilbage i 1991, og havde aldrig i sit liv forestillet sig et job, der skulle have så mange konsekvenser i forhold til det, at hun i dag efter mange års kamp med PTSD har været tvunget til at gå på førtidspension.
Hele forløbet har været en hård proces for Lone Irene Jensen, der den dag i dag har lært at leve med diagnosen PTSD.
Men rejsen har været lang og smertefuld.
Kroppen sendte alle mulige faresignaler
Alle de traumatiske oplevelser, som Lone Irene Jensen havde været udsat for, hobede sig op i kroppen, og det resulterede blandt andet i kraftige hovedpiner og mange sygedage på jobbet, fordi hendes immunforsvar blev ved med at træde hårdt på bremsen. Derudover ændrede hun sig mentalt. Hun blev mere og mere irritabel og fik vredesudbrud, hvor hun råbte efter sine børn.
– Jeg gik for mig selv, når jeg havde fri, og jeg havde ikke lyst til samvær med andre. Mine egne børn irriterede mig, og jeg følte til tider, at de var små “fjender” der trådte på mig. Jeg kom tit til at fare op over for dem, og jeg har sidenhen fået fortalt af min datter, at hun var bange for mig i den periode, fortæller Lone Irene Jensen.
Udadtil forsøgte hun at opretholde facaden ved at vise sine kollegaer og venner, at hun havde det godt, og var samme stærke menneske, som hun altid havde været. Men indeni var Lone Irene Jensen så påvirket af de hændelser, hun havde været udsat for, at hun så småt begyndte at gå i opløsning.
Hun begyndte at trøstespise, fik tit en snurrende fornemmelse i sine fingere, og nogle gange fik hun følelsen af at halsen begyndte at snøre sig sammen. På et tidspunkt måtte hun en tur på hospitalet, fordi hun blev ramt af heftig hjertebanken. Til hendes store lettelse var der intet alvorligt galt med hendes hjerte, men lægen kunne konstatere, at hun var blevet ramt af stress.
Men der skulle endnu en brat opvågning til, før hun indså, hvor alvorligt hun var ramt.
– En dag lå jeg og rodede rundt på gulvet og bare græd uden at kunne forklare hvorfor, der forstod jeg, at den var gal. Det var med min søsteres hjælp, jeg kom til læge, fordi jeg ikke selv kunne finde ud af at køre i bil derhen, siger Lone Irene Jensen.
Diagnosen PTSD
Derefter blev Lone Irene Jensen sygemeldt. Hun havde fået diagnosen PTSD. I løbet af 2 år blev hun slæbt rundt i systemet, hvor hun kom i behandling hos forskellige psykiatere. Jobcenteret ville også, at hun blev arbejdsprøvet på et tidspunkt, fordi de mente, hun skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Den proces betød, at hun fik det dårligere, og samtidig begyndte at lide af depression, angst og migræne. Til sidst blev hun nødsaget til at søge om en førtidspension, som hun fik bevilliget tilbage i 2012.
Læs hele interviewet i Jernbane Tidende nr. 6/2016.